"Med blikket mod vest" på Esbjerg Museum

Udklip fra artikel i Kunstavisen aug., sept. 2011

Det naturgivne og det menneskeskabte kan i lykkelige øjeblikke mødes i en kulturhistorisk manifestation. Astrid Hygom har i 2 hemmelighedsfulde billeder ”Af marskens klæg” opsummeret det hele: vi ser havnen, som jo er Esbjerg i en nøddeskal, i et poetisk, drømmeagtigt lys, der er en metropol værdigt. Havnen er den blå dør, døren ud til det blå. Men det vestjyske sind åbenbarer sig i kommentaren til denne fantasi: Af klæg er du kommet… Dette er selvforståelse i 2. potens.
 

Bent Mortensen

101 kunstnere

Monet har sit Le Havre. Astrid Hygom har sit Esbjerg. Nu skal man jo passe på med sammenligninger, men det er en kendsgerning, at ligesom Monet - og impressionisterne i øvrigt - gerne malede motiver fra såvel urbane miljøer som mere jomfruelige landskaber, finder Astrid Hygom lige gerne sine motiver i den øde natur som i havne og andre miljøer, præget af den menneskelige tilstedeværelse.

Det er også en kendsgerning, at Astrid Hygom i mange af sine malerier bruger impressionismens lysfyldte og skitseprægede teknik, suppleret af billeder, som er mere ekspressive i penselføringen.

Hvis den gamle franske mester havde levet og tilfældigvis befundet sig i farvandet ud for Esbjerg, er det absolut ikke utænkeligt, at han ville have fattet forkærlighed for de store boreplatforme, der står som maskinnelle og teknologiske vidundere midt i det udstrakte blå hav. Det er i hver fald det, der er essensen i Astrid Hygoms dejlige maleri.

Den fylder ikke meget, boreriggen, omgivet som den er, af havets evigt omskiftelige bølger. Det er nærmest som om, at dens menneskeskabte stålskelet falder i ét med omgivelserne, at civilisationens ypperste teknologi ikke er dén absolutte modsætning til naturen, den normalt bliver opfattet som. At natur og kultur ikke nødvendigvis er hinandens poler. Det er i hvert fald den oplevelse, man får, når man betragter Astrid Hygoms maleri. Noget, vi sådan set ikke burde være overraskede over, for med kunstnere, især for en sådan som Astrid Hygom, drejer det sig først og fremmest om at se på motiverne med et uhildet blik. Betragte former og farver, vejrets skiften, lysreflekserne, komplementærfarvemodsætningerne, spillet mellem lys og skygge, hvile og bevægelse.

 

Astrid Hygom er først og fremmest maler. Der er hos hende intet ønske om bevidst at skildre den mennesketomme natur eller udelukkende at søge traditionelle postkortskønne motiver. Hun maler det hun ser. Når hun vælger at fokusere på Vadehavets uendeligt store horisont, flade strandenge og havets ligeså uendelige masse, er det med malerens blik for det interessante i sammenstødet og dialogen mellem disse. De konstant skiftende farver i bølger, skyer og lysreflekser. Havets møde med himmelen og jorden.

Der hviler over hele Astrid Hygoms billedverden et frisk pust af optimisme, sanselighed og ligefremhed. Solen skinner, vinden blæser, havet bruser. Og det er nok. Det er mere end nok.

Tom Jørgensen